onsdag den 2. november 2011

Småkager

Jul og småkager hører altså sammen. Men når man ikke laver småkager så tit - eller faktisk kun denne ene gang om året, så er det meget betryggende at have nogle gode opskrifter.

Min småkageopskriftsamling bliver faktisk større år for år.

Jeg har mine gamle kendinge, uden hvilke det aldrig nogen sinde bliver jul, og jeg elsker at bage en masse forskellige.
Efterhånden har jeg fundet nye opskrifter, som er værdige til at deltage i mit madorgie omkring jul!

Men nogle år har tiden været meget knap, energien endnu mindre og så har jeg inviteret veninder til gløgg (har du husket at lave  gløggessens?) og småkagebytning. Eller cookieswap, som det hedder i USA.

Rimeligt simpelt koncept og smadder hyggeligt: Bag én omgang småkager og få 5 forskellige slags med hjem.

Lad os sige at jeg inviterer Fiona, Diane, Laurence og Christine.
De skal hver komme med 4 poser/dåser til at give væk, med deres yndlingssmåkage - en lille skål med smagsprøver, og den tilhørende opskrift.

Vi hygger, sludrer og får et glas gløgg eller 3 og til sidst tager alle hjem, med 4 forskellige slags småkager under armen. Man bager kun en slags småkager og ender med at have 4 nys slags, plus ens egen naturligvis - og endnu vigtigere - opskriften.

Intet forhindrer jo én i at bage flere slags, hvis man synes der mangler - men for travle mennesker som ikke har mulighed for at bage mere en én gang - er det en super måde at få nye opskrifter og lækre småkager!

Rent bortset fra at det er en herlig undskyldning for at se et par veninder i december.

Gør det nu bare ikke ikke alt for lang tid i forvejen, for så er der ikke flere tilbage til jul! Jeg taler af erfaring!

Men helt ærligt - det er smadder hyggeligt at bage i december. For slet ikke at tale om at spise det bagefter!

Og hvis man ikke orker at gå i gang med det - er der jo ingen som siger man skal lave dem selv - man kan jo bare købe nogle hos bageren, eller de færdige ruller fra supermarkedet - mange af dem smager virkelig fint.
Og har du ikke selv bagt dem - så kan de stadig lunes 3 minutter i en varm ovn, så smager de endnu bedre og huset dufter af jul!

Jeg har aldrig nogensinde lavet brunekager - så dem har jeg altid bare købt.

Indimellem vil der komme opskrifter på mine yndlingssmåkager - men jeg hører gerne fra jer hvis I har den ultimative opskrift som jeg absolut bør kende!

Send den evt. til kongmor@live.dk

8 kommentarer:

  1. altså jeg holdt den mest fantastiske "cookie exchange" for et par år siden - lige bortset fra, at der ud af de 14 kvinder der kom kun var EN (læser og skriver EN) småkage der var værd at spise (ud over selvfølgelig mine vaniliehjerter (som i øvrigt er vanilie kranse men fordi jeg ikke gider bøvle med at rulle dem ud stikker jeg hjerter ud - og stikker et lille hjerte ud i dem - således har jeg store og små hjerter i dåsen, og de er et HIT) ... det er altså lidt vigtigt at dem man inviterer har en interesse i dejlige julesmåkager - synes jeg i hvertilfælde :)
    Og så til det med en opskrift - har du nogen sinde bagt "snickerdoodles"? De har ingenting med Snickers at gøre og alting med MEGET smør og dejligt kanelsukker at gøre ... sig endelig til - det er min "go to" småkage, og jeg er kendt i lokalområdet for dem - hvis der er kagebagesalg på skolen så får jeg ordrer på at lave MANGE fra tilfældige skoleelever i skolegården :) Jeg deler gerne opskrift!!!

    SvarSlet
  2. Ja det kan jeg så godt se.. Jeg har nu aldrig været uheldig med småkagebytning!
    Indimellem er der en enkelt kedelig, men generelt synes jeg det er lækre sager som bliver præsenteret. Både her i Frankrig og i Danmark.

    De der snickerdoodles dem vil jeg meget gerne prøve! Jeg har US measure cups etc.

    SvarSlet
  3. her er der et dejligt link til lækre Snickerdoodles - og den giver både video, men også Snickerdoodlens historie!

    Enjoy : http://www.joyofbaking.com/Snickerdoodles.html

    SvarSlet
  4. Den med småkagebytning skal jeg huske til jeg kommer hjem til DK igen - det er da en helt fantastisk ide, har aldrig tænkt på det før.

    Mine julesmåkager plejer at være
    - mandelbiscotti med orange
    - de sprødeste vaniljekranse
    - kaneltoppe med hasselnødder
    ... og de opskrifter _er_ kommet med i kufferten til Egypten.

    Lavede også nogen pebernødder fra en opskrift fra frilandsmuseet, men kan se at jeg ikke gemte opskriften - selvom de egentligt blev ret gode.

    Men sig til hvis du vil have de andre opskrifter.

    SvarSlet
  5. De der mandelbiscotti de lyder da fantastico!!
    Dem ville jeg gerne se opskrift på!

    Men det ER en god idé med småkagebytning! :)

    SvarSlet
  6. 250 gram mel
    200 gram sukker
    1 tsk. natron
    1/4 fint salt
    2 store æg
    1 æggeblomme (hviden bruger jeg til kaneltoppene)
    korn af 1 vaniljestang
    2 spk. friskreven appelsinskal
    (appelsin aroma hvis jeg har en god en i huset)
    200 gram smuttede, letristede hakkede mandler

    pensling:
    1 æg + 1 tsk. vand

    Alle de tørre ingredienser sigtes og blandes.
    Æggeblommerne piskes med vanilje og appelsinskal og blandes sammen med mel + de hakkede mandler.

    Dejen skal være sammenhængende og til at ælte med melede hænder.

    Dejen deles i to klumper, der derefter rulles til to pølser med en længde som bagepladen og ca. 5 cm tyk.

    Lægges på bagepladen, sørg for afstand mellem dem, da de flyder ud.

    Pensles med æg+vand og bages ved 150-160 grader i ca 40 min.

    Tages ud og afkøles i kort tid, derefter skæres der skråt, snitterne bages igen i 10-15 minutter på hver side.

    De skal være gyldne, sprøde og hårde ... lige til at dyppe i et glas hvid portvin ... eller andet godt.

    Det er noget af et arbejde at lave dem, men jeg plejer at lave dobbelt portion og de kan også sagtens spises til andre tider end jul.

    SvarSlet

Sig noget - så bliver jeg så glad!