fredag den 26. oktober 2012

Mere pakkekalender!

Jeg bliver hængende lidt i det der pakkekalenderhalløj. For hvis de skal være klar til december skal man altså igang nu!
Især hvis man ikke gider stresse omkring det!

Jeg har siddet om natten d. 30. november - eller det vil sige teknisk set var det jo allerede d. 1. december - for at pakke gaverne ind. Aldrig mere!

Men altså pakkekalendere.

Pakkekalendere er bare så hyggelige, og det behøver ikke være ubrugelige ting man putter i pakkerne.

Den behøver heller ikke koste en kvart jetjager, som nogle af de færdige pakkekalendere gør. De koster sommetider mere end hele mit gavebudget... bare for en pakkekalender. Det synes jeg er lidt vildt.

Nu hvor børnene er blevet så store at de ikke rigtigt synes det er så spændende med en lego-kalender mere, så har jeg i år fundet på, at de skulle have deres barndomsjul i pakkekalenderform.



De får simpelthen deres egen julebog, så de kan se hvordan julen nu lige var derhjemme, og så kan de jo selv bygge videre på det.

Så kan man jo starte med at lave en fin mappe og så fylde den op efterhånden.

Eller ligesom med veninderne, kunne man også lave en hjemmelavet kogebog til sine børn, med opskrifter på alle deres livretter.

Man kan også starte med at "grundlægge" deres samling af ordentligt julepynt.

Sluttelig kan man også sagtens mikse alle disse ideer og det kommer der en ganske anderledes og spændende pakkekalender ud af!

torsdag den 25. oktober 2012

Pakkekalender

Nogle år er det ikke kun mine børn som skal forkæles.

Andre år, er det også søde veninder der skal hygges lidt om.

Bare fordi.

Og så fordi man måske ikke er på så meget julegave at det gør noget, men gerne ville give en lille ting alligevel, så kan man lave en pakkekalender.

Jeg har en hulens masse små hjerteæsker, og de kunne passende bruges til at glæde søde veninder, som sætter pris på det!


Man kan jo godt, alt efter pengenes elasticitet, tage en tur i Tiger eller aflægge et besøg hos Søstrene Grene. Der kan man faktisk godt få 24 gaver for under 300kr.

Men man kan også, hvis nu 300 kr. også er alt for meget, skrive sine bedste juleopskrifter ned på små stykker papir og binde sløjfer om, og vupti har man en ret fin og sød pakkekalender til veninden. Så kunne man starte den første dag med at lade gaven være en notesbog, som alle opskrifterne kunne klistres ind i hen ad vejen.
Om søndagen kunne man i stedet for en opskrift, putte krymmel eller overtrækschokolade som passer til nogle af opskrifterne, så der skete lidt mere, på de der adventssøndage.

I hvert fald er jeg sikker på det vil glæde din veninde hvis du afleverer sådan en pakkekalender foran hendes dør d. 1 december!

tirsdag den 23. oktober 2012

Kalenderlys forklædt som pakkekalender

eller er det omvendt? 

En idé her op til jul, er at lave et pakke-kalender-lys!

Jeg fandt et sødt lille glas, som præcis passede til fyrfadslys. 
Så fik jeg den idé at pakke glasset ind i en lille gaveæske, og købe 24 fyrfadslys - jeg valgte nogle som duftede - og brugte det som en værtindegave.



Det var ikke dyrt, det var nemt at lave og hyggeeffekten helt i top!

Man kan jo beholde det selv, hvis ikke lige man har nået at købe et kalenderlys til d. 1 december.



mandag den 22. oktober 2012

Juleklub

Jeg mener jeg har fortalt om min juleklub allerede sidste år!?

En julegave-bytte-klub!

I år skal der sendes langt, så julegave-legen er allerede i gang. Ting er købt og bliver sendt over flere vande, til et sted ude i verden!



Morsomt er det at finde på julegaver til en man ikke kender. Endnu mere morsomt er det at modtage en gave fra en hemmelig nisse som først giver sig til kende juleaften når pakken åbnes!

En sjov og hyggelig leg som jeg kun kan anbefale, især hvis man ikke får nok overraskelser i julen og så er det jo en formidable undskyldning for at lege.

Gør det med gode veninder der bor langt væk, familien som er spredt i hele landet, kolleger som du har det sjovt med, gamle klassekammerater, eller på din blog?

Man kan eventuelt få hjælp til julelegen på elfster.com hvor det hele er sat op i forvejen!



søndag den 21. oktober 2012

Ønskesedler.

Der er gang i noget planlægning.

Noget af det første jeg gør, er at hidkalde mand og børn for at få dem til at lave årets ønskeseddel.

Det er praktisk at have alle ønskesedler klar så tidligt. Dels kan du købe en gave hvis du pludselig kommer forbi et supergodt tilbud, og dels kan de - ønskesedlerne - bruges resten af året, med modifikationer, alt efter årets høst under træet.

Fordelen ved at lave hele familiens ønskesedler på en gang, er at man kan inspirere hinanden.

Familiefædre, eller vrantne teenagere, som ikke ønsker sig andet end bluerayer og PS3er kan nemmere lokkes til at komme med nogle ønsker, som ikke kun er beregnet til millionærer, men hvor 10årige også kan være med.

Det kan ovenikøbet også godt være lidt hyggeligt, hvis man sylter øjeblikket ind i pandekager og stearinlys en søndag eftermiddag.



Øjeblikket kan også få en moralsk drejning: man kan eventuelt tage sidste års ønskesedler frem og snakke om det man fik, det man brændende ønskede sig - men ikke fik - og som man lever fortrinligt uden!!

lørdag den 20. oktober 2012

Før-forberedelser..

Ja, ja, ja.
Der er længe til endnu og det har knap nok været efterårsferie, og nu er butikkerne begyndt med både pebernødder og færdigblandet gløgg.
For ikke at tale om de forskellige chokoladekalendere. Og alt det der.

Og folk brokker sig i stride strømme.

Jeg købte en sølle pose pebernødder, som jeg tog med på efterårsferie til meget stor glæde for alle!
Og det blev altså ikke jul af den grund.
Heller ikke selvom jeg kom til at spille nogle julesange med Bing Crosby på vej i sommerhus.

Men det var ganske hyggeligt.

Men der er faktisk kun 6 uger til første december og hvis jeg ikke skal dø af stress fordi jeg skal nå alting i december, så skal jeg igang med at tænke over forberedelserne.
I år har jeg jo ikke noget arbejde, så jeg har oceaner af tid, men tænk nu hvis jeg får et job midt i det hele... okay det er nok meget lidt sandsynligt, men det kunne jo godt ske, og så er jeg da klar og skal ikke stå d. 23 december, uden at have en eneste gave.

Så jeg tænker over hvad der skal gøres. Sådan lidt. Jeg har ikke tænkt mig at pynte op eller noget, endnu i hvert fald, men bare tænke over hvad og hvordan.

Ikke hvorfor - det giver jo nemlig lidt sig selv.

Men altså.

Jeg har gravet julebogen frem og gør siderne klar til kapitel 1 i Julebogen!

Jeg har en mappe på computeren som hedder jul. Og hvert år har sin egen mappe. Nu har jeg kopieret hele mappen fra sidste år, og blot kaldt den Jul 2012. Så jeg er klar til en ny omgang.