søndag den 24. november 2013

Flapjacks - juleagtig müslibar uden müsli

Fiona fik sat sit præg på julen sidste år!

Derfor kommer her endnu en engelsk opskrift. På flapjacks, som i England er en slags müslibar (som overskriften antyder er den uden müsli men kun med havregryn)

De er farlige, for de smager helt afsindigt godt.
Jeg vil i øvrigt godt slå et slag for at der laves dobbelt portion med det samme, da flapjacks forsvinder som dug for solen!

Men altså:
400 gr smør
4 spsk lys sirup (helst den engelske "Golden Syrup")

Smeltes i en dyb pande ved lav varme. Tag panden af varmen og rør følgende i:

75 gr muscovadosukker eller brun farin
225 gr havregryn
evt. 75 valnødder
evt. reven skal fra 1 appelsin
1 knsp salt.

Bland godt. Hæld blandingen i en dyb smurt bradepande - mas det godt sammen - og bag det i ovnen ved 175 grader i 20-25 min eller til det begynder at boble i kanterne.

Lad det køle i formen så det bliver lidt fastere, og skær så firkanter ud. Når blandingen er stiv nok afkøles de på en bagerist!
Det kan godt tage et stykke tid før de bliver faste nok, der er meget smør som skal stivne!

Som et ekstra pift kan hjørnerne dyppes i smeltet chokolade!

Og i år vil jeg lave flere smagsvarianter. Man kan jo godt drysse noget krydderi i, hvis man vil have de smager af andet end appelsin. Eller tørrede tranebær. Eller revet frisk ingefær.
Kun fantasien sætter grænser.



søndag den 10. november 2013

Morfars Julelikør

Du kan lige nå at lave en lækker - og ultra nem - likør og så have den klar til jul!

Min mands Morfar lavede en fantastisk likør men opskriften har ikke været i brug siden han døde for 25 år siden.

Så da jeg faldt over Ellen der laver næsten samme likør, tænkte jeg at i år skulle den altså afprøves. Om ikke andet så for at glæde min søde mand med et lille blink til hans Morfar.

Man tager et meget stort patentglas eller marmeladeglas. Eller noget andet der kan lukkes tæt, og som har et tilstrækkeligt stort hul til at en appelsin kan komme i!

Du tager 2 appelsiner, vasker dem grundigt og stikker 40 huller i. Det er lige 10 stik med en god gaffel!
De to appelsiner lægges ned i glasset. Jeg gav dem lige et lille squeeze for at være sikker på at saften kunne komme ud. Men det kommer nok helt af sig selv.

Så tager du
40 hele kaffebønner
40 sukkerknalder
1 stang kanel
2 flækkede vanillestænger
og - i denne opskrift
4 stjerneanis - som ikke er med i morfars julelikør, han brugte derimod
40 hele nelliker, men det kan man jo prøve sig frem med.

Jeg er dog sikker på at det smager præcis lige så godt og julet!

Når alt dette har fået plads i glasset, overhældes det med 1 liter hvid alkohol uden for meget smag.
Det kan være Brøndum snaps, en neutral vodka eller anden neutral brændevin.



Så skal glasset lukkes og stå og trække i 40 dage minimum. Den skal helst stå mørkt, men behøver ikke stå koldt!

Det vil sige at laver du den i dag, har du julelikør til fredag d. 20 december!

Hvilket slet ikke er en dårlig ting - og jeg har tænkt mig at nyde et glas julelikør netop den dag jeg starter min velfortjente juleferie!

Rent bortset fra at når man laver en hel liter, så er der jo rigeligt til at putte på små flasker med en fin etikette på og bånd, som værtindegave i juletiden!