lørdag den 22. december 2012

Mince Pies

Englændere eller anglofile kender garanteret mince pies. Men mange andre kender dem måske ikke. Jeg havde for eks. aldrig hørt om dem før Fiona stak et fad i hånden på mig for to år siden.

Det er en engelsk traditionel juleting, lidt i stil med vores brunekager. Altså ikke i smag men i juleeffekt!

Det er en slags minitærte fyldt med "mincemeat" som blandt andet er rosiner og pomeransskal. Med dej-låg på. Og selve tærten er drysset med flormelis når den er færdig.

I fordums tid - på korsriddernes tid - var der også tørret kød i. Nu er det blot tørrede frugter og krydderier.

Det smager langt bedre end det umiddelbart lyder.



Jeg fik en virkelig god opskrift af Fiona sidste år, og da hun også forærede mig et glas mincemeat - det færdige fyld som bliver solgt i England - skulle der mince pies på kagelisten i år!

Det er ikke børnenes livret, de smager mere krydret end sødt, men jeg er helt vild med dem, og håber at kunne opdrive et glas mincemeat til næste jul!



Ellers må jeg jo bare lave det selv, hvis ellers jeg kan finde en brugbar opskrift.

Tærtedejen laver man af:
350 gr. Hvedemel
225 gr. Smør
en knsp salt
1 æg
evt. lidt vand til lige akkurat at samle dejen. (Jeg fik ikke brug for noget vand til min portion denne gang; måske var ægget lidt større)

Selve dejen skal holdes køligt mellem udrulningerne da der er så meget smør i at den næsten smelter!

Udstik små rundeller og put evt. dejen i bunden af en silikone-muffins-form. Dejen skal stikke max. 1 cm. op ad siderne.
Læg en skefuld mincemeat på din minitærtebund og udstik nogle lidt mindre "låg" af dejen. Jeg brugte forskellige blomsterforme, så de blev lidt dekorative at se på.

Mince pie'erne skal bage i ovnen ved 180-190 grader i 15-20 min. De må endelig ikke blive for mørke.

Drys med flormelis og pak dem lagvis i en kagedåse med pergamentpapir i mellem.

fredag den 21. december 2012

Kop-Kager

Ja, jeg ved det der er ikke noget som hedder kop-kager på dansk. Men hvad skal jeg ellers kalde disse små nuttede sager?



Jeg fandt nogle sjove udstiksforme på en juletur til Tyskland, som jeg absolut måtte eje, og da jeg skulle lave Lauras kager snuppede jeg lige en lille portion dej til mig selv.

Og kan derfor nu servere varme drikke med en vedhængende småkage.

Det er da sødt!



søndag den 16. december 2012

Julemenuen i år

I år står den på kalkun. Og alt det andet.
Jeg er ved at lave en samlet indkøbsliste over alt det jeg har brug for.

Altså hvis alt andet fejler, og jeg har købt det som står på min indkøbsliste, så kan jeg få alt det at spise som jeg vil have til jul.

Den er gennemprøvet og ligefrem testet i Føtex en lillejuleaftensmorgen, hvor jeg et år fik købt alt ind på 45 min.

Jeg nåede endda ned til kasserne længe inden alle andre.

I år kan jeg uddelegere lidt, det bliver knap så hektisk, så jeg har snart styr på maden.

Vi samlede familien til et julemøde: Og jeg kan varmt anbefale julemøder til alle.
Også de som plejer at gøre som de plejer..
For "plejer" kan godt være på juleferie!

Det er rart at have fået sat ord på hvad der gør julen til JUL - for lige præcis dig. Eller dig. Man får ikke sat forventningerne op hvor de risikerer at falde ned.

Og man kan aftale hvad man skal deles om.

Vi havde et dejligt julemøde, med købesuppe og hvidløgsflûtes. Og snak!

Jeg er sikker på at julen bliver meget fin i år!

tirsdag den 11. december 2012

Tavshed og snailmail

Her har været stille. Der har været så meget at gøre ude i det virkelige liv med levende julestemning så bloggen blev forsømt!

Lisbeth bor i Brasilien. Der holder man også jul, men anderledes end det vi er vokset op med i Danmark.
Så kan man vel godt blive lidt julenostalgisk.

I hvert fald fandt Lisbeth på at vi skulle sende julekort til hinanden. Og alle de som ville være med skulle bare skrive deres adresse på en liste.

Og jeg har fået kort fra hele verden.
Jeg bliver helt øjs - for nu at citere skønne Birgitte - over hvor sjovt den slags er.

Tænk at få personlige dejlige julekort fra Japan, Brasilien, Schweitz, Frankrig, USA, Canada osv osv.. Ja og så Danmark naturligvis!


Det indebar jo at jeg selv skulle igang med at sende de julekort der har ligget og ventet på at få frimærke og adresse på.


Som sagt så gjort. 
Foreløbigt har jeg sendt flere end jeg har fået, men det er jo heller ikke jul endnu!
Og jeg elsker at få - og sende - julekort.



De hænger på en lang tøjsnor i entréen, sidder fast med tøjklemmer så man har styr på dem og kan se dem så snart man kommer ind.
Og så slipper man for at mangle plads - man kan bare sætte nogle flere klemmer på!

Skriver I julekort?