tirsdag den 25. oktober 2011

Julekort

Julekort har fanden skabt..

Altså bare ikke dem jeg selv laver - for de er jo bare super fantastiske, simpelthen - intet mindre - og nemme at lave hvis man har et minimum af fantasi! Rent bortset fra at det er ret sjovt at lave dem.


Jeg laver dem over et stykke tid - 3 uger for eksempel - og så bruger jeg 10 dage til at skrive dem. Og nej jeg skriver ikke 300 - i år har jeg foreløbigt 26 kort der skal afsted.

Men jeg har ikke tid - eller lyst - til at sætte mig og skrive alle 26 på en gang. Så jeg tager 4-5 ad gangen.

Så bliver det heller ikke så uoverskueligt.

Men for at finde ud af hvem der skal have - for ikke at glemme nogen - så  finder jeg min æske med julekort frem.

Jeg gemmer nemlig sidste års julekort i en lille kasse, dels fordi jeg synes det er synd at smide dem ud lige efter jul, dels for at huske om der er nogle nye der skal have julekort i år.

Så kigger jeg på hver enkelt julekort, og skriver afsenderen ned, så jeg ved at de skal have et kort. Så kan der være nogle nye på listen - eller nogle som ikke nåede det sidste år.

Når jeg har noteret alle afsendere, smider jeg de gamle julekort ud - uden fortrydelse! Smart!!

Det smarteste er at finde alle adresser frem og skrive sammen med listen over de som er så heldige at modtage et julekort. Og putte det hele ind i julebogen under "Diverse"

Det er jo hurtigt gjort i et excelark - som man kan gemme til året efter. Efterhånden bruger man jo kun snail mail adresser til jule og fødselsdagskort.

Men jeg elsker simpelthen at få julekort. Jeg har dem hængende i klemmer på en snor. Og så meget som jeg holder af at få julekort - især de uventede - så manglede det bare at jeg også sender ud.

søndag den 23. oktober 2011

Gløgg

Ingen jul uden gløgg!

Men altså - den bedste gløgg er hjemmelavet.

Essensen laves i hvert fald 1 måned før den skal bruges - så lige nu (når du har læst dette) går du ud og henter et  tomt marmeladeglas eller en anden beholder, og putter følgende i:

1 stykke frisk ingefær
3-4 stænger kanel
14 hele nelliker
Og det hele dækkes af 1 glas god rom. 2-3 dl

Glasset stilles mørkt, du kan evt. pakke glasset ind i sølvpapir før du stiller det så mørkt som muligt i 5-6 uger.



Når det skal bruges, tager du:

1 flaske GOD rødvin  - for her gælder naturligvis samme princip som alt andet, man kan ikke forvente at ens gløgg bliver god, hvis man bruger en dårlig rødvin.

1 stort glas saftevand af røde bær

1 glas essens.

evt. et lille glas alkohol - cognac, rom, whisky eller hvad du nu kan lide din gløgg smager af.

Rosiner og mandelsplitter. Rosinerne smager allerbedst hvis de har ligget  og trukket i noget rom et stykke tid!!

Det varmes langsomt op, men husk -  det må ikke koge!

5 minutter tager det, at lave essensen, okay indrømmet man skal naturligvis have ingredienserne først.

Men det smager altså en hel del bedre end det man kan købe færdigt - så det kan næsten ikke betale sig at lade være!

Skål!

lørdag den 22. oktober 2011

Hvordan bruger du så julebogen?

Ja det er jo op til dig.

For mig er det godt at have den liggende fremme - alle bladrer i den - og kommer med forslag til nye småkager, gaveidéer til Onkel Lucas og den slags.

Det virkeligt praktiske i den forbindelse er plastiklommerne - siderne kan ændres og skrives om i det uendelige uden at du bliver nødt til at bruge en blyant, eller købe en ny bog.

Men ligesom alle andre hjælpemidler, er julebogen absolut ingen nytte til, hvis ikke man bruger den.

Man skal huske at kigge i den for at tjekke op på hvad det er man skal huske - det laver jo desværre ikke sig selv.

I hvert fald - god fornøjelse med din egen julebog!

fredag den 21. oktober 2011

Femte del af julebogen

Nu kommer vil til noget helt essentielt - Julemad og opskrifter!

Jeg kan slet ikke forestille mig en jul, uden det mad vi plejer at spise år efter år.
Noget er kommet til hen ad vejen, først da vi fik hægtet ham den franske First Man på. Dernæst har jeg brugt en masse gode idéer fra andre julefreaks som jeg!

Men altså, dette afsnit handler om julemad.

Jeg har samlet - opskrifter på vores yndlingssmåkager, så skal jeg ikke stå på hovedet i 25 forskellige kogebøger, eller lede i timevis på nettet, og kan bage dem når jeg lige har tid til at bage.
Dette var især praktisk, da jeg efterlod størstedelen af mine kogebøger hjemme på øen for ikke at have alle de mange kogebøger med til Frankrig, når jeg alligevel ikke bruger dem ret tit.

Så står menuen for hele juleaften og for div. julefrokoster også i dette kapitel. Efter at have glemt alt om rødkål og halve æbler et år, indtil jeg stod på hovedet i madlavningen juleaften og det var alt for sent at købe æbler eller rødkål, blev jeg enig med mig selv om at jeg hellere måtte skrive det ned.

Alle opskrifterne er også skrevet ned her, for jeg kan altså ikke huske hvor længe en kalkun skal have pr. kilo. Ej heller hvor meget sukker der skal bruges til de brunede kartofler. Nu er det jo ikke så tit man laver den slags.



Så har jeg også - og nu tror I jeg er sindssyg - en tidsplan. Med den i hånden risikerer vi for det første ikke at spise kl. 21.30 men også at alt er klart - og varmt - mere eller mindre samtidigt.
Jeg er altid bange for at glemme noget, og så bliver jeg vildt stresset, men med den tidsplan i hånden, så når jeg det hele og glemmer ikke noget. Den er i hvert fald en total antistress plan for mig!

Til sidst har jeg lavet en everlasting indkøbsliste - hvis jeg har alt det som står på den liste, får vi også den mad vi plejer at få, juleaften.
Forestiller mig altid skrækscenariet: ikke flere grødris juleaften, eller ikke mere kulør til den der sauce - eller sovs når det nu er julemad - som man også kun laver en gang om året.. Eller sådan noget.

Det er naturligvis ikke noget problem, hvis man har en mor eller svigermor eller en helt tredie som står for julemiddagen, men jeg har ret tidligt skullet stå for maden helt selv, juleaften, da min mor skulle arbejde, eller også var jeg ikke i Danmark juleaften.

Og derfor er det altså smart at have SÅ meget kontrol over julemaden, når man ikke er så erfaren udi den lidt ældre kogekunst - og selvom firkløveret elsker pasta med kødsauce, tvivler jeg stærkt på at de ville sætte pris på at få det serveret juleaften.

onsdag den 19. oktober 2011

Fjerde del af julebogen

Dette fjerde afsnit i julebogen er min rodekasse: Diverse og Husk..

Ja jeg ved det.. Ingen titel kan være mere diffus eller mere bredt dækkende. Jeg har lagt forskellige huskelister ind i dette afsnit, listen over de som skal have julekort, gode idéer, julemarkeder, adresser og al den slags man ikke gider have i hovedet til daglig.

Man kan jo gøre som man lyster i sin egen julebog og kalde afsnittet noget helt andet - jeg har bare puttet så meget forskelligt ind i det afsnit imellem år og dag så det passer meget godt for mig med "Diverse og husk"!


Jeg ved bare at har jeg ikke sådan en rodekasse ville der være alt for mange løse gule lapper der til sidst ville dække fuldstændigt for udsynet til min skærm!




tirsdag den 18. oktober 2011

Tredie del af julebogen

Denne tredie del af julebogen handler om gaver. Julen er ikke kun gaver - jeg ved det godt - men det er trods alt en meget stor del! Især for børn og barnlige sjæle, som jeg selv!



Nu er jeg ikke så hjernelam at jeg skriver hvem der skal have hvad og lægger det i en bog som er frit tilgængelig for alle i familien.

Den slags er skjult et meget hemmeligt sted, MEN jeg har alle lister gemt fra år til år så jeg ved hvem der har fået hvad i julen 2006. Med dette system undgår jeg også at give de samme lysestager til Moster Helle året efter.

Nej, kapitlet i julebogen er derimod opbevaringssted for hele familiens ønskesedler, en liste over dem som man også er på gave med, sidste års julegaver, samt 1 tom plastiklomme til byttemærker og boner efterhånden som man får indkøbt gaverne.

De ligger ikke ligefrem i alfabetisk rækkefølge, men det er altså lidt nemmere at finde et byttemærke, hvis Mormor ikke kan passe sin jakke, at man så i det mindste ved i hvilken plastiklomme man skal lede efter det!

Og lad mig i den forbindelse foreslå, at man får sine gaver pakket ind efterhånden som de lander på matriklen?
Enten i butikken - hvis man ellers kan holde papiret ud - eller før man lægger dem væk. Jeg har flere år siddet til meget sent den 23. december, for at pakke, hvad der føltes som, 30000 gaver ind.

Man kan også i dette afsnit planlægge et par gaveindkøbsdage, hvis man foretrækker at klare det hele på en gang.

Når jeg kommer forbi Tiger / Søstrene Grene / Matas - ja de hedder så noget lidt andet på fransk, men princippet er det samme - så køber jeg gerne 2-3 ekstra gaver som kan bruges hvis man lige pludselig opdager at man ikke har noget til Davids kæreste - fordi man ikke anede hun fandtes.

Tankstationschokoladegaver d. 24. december er så kiksede - og deres gavepapir er så ufikst. (humor KAN være anvendt)

Resten af disse gaver, hvis rester der er, kan bruges i den årlige pakkeleg, som vi heldigvis heller ikke kommer udenom!

Anden del af julebogen

Det er det om traditioner.

Julen hidtil, har bare været. Alt det vi plejer. Kirken, maden, stedet, sangene og gæsterne. I mange år havde julen været en uforanderlig størrelse, som vi ikke pillede ved.

Og da vi skulle flytte, væk fra alle vanerne, var muligheden der – en ny og anderledes jul.
Det er svært at rive sine vaner op med rod. Men på den anden side, hvor svært ville det ikke være at ændre sine vaner den dag hvor man af skæbnen blev tvunget til det?



Faktisk anede vi heller ikke hvordan denne nye og anderledes jul skulle holdes, før den dag min vidunderlige veninde og hendes kæreste, på mit spørgsmål om hvornår vi skulle ses igen, kvitterede med at invitere os alle 6 – samt hund – til at tilbringe julen med dem!

Nu kunne vi pludselig se frem til at være 12 juleaften!

Først kom bekymringen: ville resten af deres vidunderlige familie (3 næsten voksne drenge på 17,19 og 21) synes det var specielt yndigt at holde jul med alle os?
Små, eller relativt små børn, i hvert fald meget yngre end dem. Men vores bekymringer blev omgående gjort til skamme, og de glædede sig vist lige så meget som os – hvis det var muligt.

Så kom tankerne: hvad er jul for os?
Hvad nu hvis de havde et plastikjuletræ som stod i et hjørne? Eller som serverede et endeløst hors d’oeuvres måltid a la Fransk, til kl. 01.00 om natten, og som ikke sang julesange.
Nu er min søde veninde også dansk, og nok er vi ikke ens, blot fordi vi er landsmænd, men noget kulturarv og tradition skulle vise sig at hænge ved.

Vores private familieråd blev indkaldt og hver især havde værsgo at tænke over hvad julen betød for dem.

Hvad skulle der til for at det blev jul, rigtig jul, når nu alle vanerne var blevet hjemme på øen sammen med sneen?

Og det var nogle anderledes ting der kom frem – ting jeg ikke helt havde ventet ville have betydning for Firkløveret. 

Det var Lauras kager, nissehuer og julesange som stod øverst på deres liste. Og jeg skrev ned!

Så da min dejlige veninde og jeg satte os et par timer på mobilen for at snakke planlægning, skulle alt dette jo også vendes.
Jeg havde forberedt børnene på at julen ville blive meget anderledes i år, og at vi ikke kunne regne med at en anden familie ville have samme traditioner som vi.

Men så skete det fantastiske: vores juleaftener lignede faktisk rigtig meget hinanden, de vigtige ting var meget ens. Vores værdier lå tæt op ad hinanden. Vi fik afstemt og aftalt og planlagt og delt ud af traditionerne.
  
Det var rigtigt sjovt, og nok også meget sundt tror jeg, at sætte ord på: hvad er min jul? Hvad må der ikke mangle og hvad er mindre vigtigt?
Også selvom man ikke skal holde anderledes jul, kunne man måske undgå nogle gnidninger som kommer i kølvandet på forskellige forventninger til hvad jul er!

Det er måske ikke et kapitel der bliver skrevet om hvert år, men man burde lige kaste et blik på det fra år til andet!

mandag den 17. oktober 2011

Første del af julebogen

Det er en kalender over 6 uger. Nemlig de 6 uger før advent.

Hver uge har et hovedtema - så man kommer hele vejen rundt.

Jeg har delt det op i så små bidder at jeg ikke har stort mere at gøre, end en almindelig uge, ihukommende mit almindelige program.

Den første uge får jeg styr på min kalender og alle de planer vi har for juletiden, får indkøbt frimærker og ekstra gavepapir, bånd og tape.



Ugen efter, får jeg styr på alle ønskelister, og om der er personer udenfor familien der også skal have gaver. Hvis nogen skal til frisøren før - det skal alle vist - så er det en del nemmere at få en tid der passer dig hvis man ringer i oktober.

Jeg begynder at spørge om Firkløveret har nogle idéer til det tøj de gerne vil have på juleaften.

Så er der en gaveuge - jeg begynder at bestille gaver på nettet, får styr på pakkekalender og den slags, planlægger sammen med First Man hvem der skal have hvad. Det gør vi en aften når alle er kommet tidligt i seng, over en kop varm chai.

Det næste der er på programmet er mad. Fryseren skal fyldes. Der skal bages brød og kanelsnegle og sådan noget som er smart at have.

De to sidste uger handler om julepyntning af huset, samt at få styr på sine traditioner og juleønsker, og til sidst at få det som skal sendes, ekspederet, kort og pakker.

Alle julegaver - eller næsten - er købt eller i det mindste ved man hvad der skal købes.

Og så er man klar til at bage, hygge og gå til klippe klistre arrangementer hele december måned uden at få koldsved over alt det man burde gøre i stedet for!

Hvordan man så laver sin kalender er jo underordnet, bare man får skrevet ned - alt det man plejer at glemme!

Julebogen

For at have styr på det hele, ikke glemme noget vigtigt og samle alle informationer ét sted, er det en idé at lave en julebog.


Det kan være et kladdehæfte man dekorerer, eller et ringbind man selv fylder. Jeg ved de også kan købes helt klar til brug - men jeg har endnu ikke fundet det der kunne opfylde mine behov, så jeg vil klart anbefale at lave sin helt egen - ikke to familier er ens og alle har forskellige ting som er vigtige!

Jeg kunne ikke finde et ringbind som var pænt, så jeg endte med at skære to sider ud i noget meget tykt pap 5mm. og så klistrede jeg papir udenpå, som jeg så pyntede.

Da behov, smag og behag veksler fra år til år, ville jeg have plastiklommer så jeg kunne ændre planen uden at skulle lave en ny bog hvert år.

Plastiklommer har desuden den fordel at de kan tørres af når man fedter med sukker og æg og den slags!



Den bliver holdt sammen af sløjfer så er jeg heller ikke begrænset af indhold! Bryder mig overhovedet ikke om at blive begrænset når vi snakker jul!