lørdag den 27. december 2014

Morgenmad juledag.

Eller Nytårsdags morgenmad.
Jeg ved ikke med jer, men jeg har det sådan at jeg gerne vil have ekstra lækker morgenmad juledag eller nytårsdag, men jeg gider ikke stå i køkkenet – og slet ikke alene - i timevis for at fremtrylle kulinariske mesterværker til sådan en ’dagen efter’morgenmads/brunch ting.

Men det tog ikke mere end et par klik på, vores allesammens bedste ven Google, før jeg fandt noget der kunne bruges.

French Toast.
Eller arme riddere i ovn. I en slags luksusudgave. Til 6-8 personer, afhængig af hvor sultne folk er. Du skal bruge:
12 skiver hvidt toastbrød
1,5-2 dl puddersukker
1-2 tsk. kanel
5 æg
1,5 dl mælk
Vanilje – evt.
Smør
Du smører et mindre ildfast fad (ca. 20cmx30cm) med rigeligt smeltet smør.
Så dækker du bunden med 6 skiver toastbrød, og selvom det sikkert er muligt at bruge fuldkorn, så smager det altså bedst med hvidt politisk ukorrekt brød.
Bland så puddersukker med kanel og fordel halvdelen af denne blanding udover de 6 skiver toastbrød. Læg nu endnu 6 skiver toast over de andre og pisk æg med mælk og lidt vanilje, hvis du er til det. Hæld denne blanding udover dine toastskiver og drys med det sidste af puddersukker-kanel blandingen.
Så skal det stå i køleskab, tildækket, natten over. Næste morgen sætter du fadet i ovnen på ca. 180 gr. og bager det – tildækket – i 30 min. Efter 30 min. tager du dit låg/aluminiumsfolie af og lægger en masse små smørklatter på og bager nu videre i 15 min. uden tildækning.
Det er den absolut nemmeste måde at lave french toast, eller arme riddere på sådan en julemorgen. Det smager himmelsk og giver det strejf af lækker morgenmad som jeg så gerne vil have, uden at gide at lave det store for det!

Det var det søde. Jeg er jo ikke helt fordærvet, så noget salt og proteinholdigt skulle der også på bordet.

Og jeg fandt disse skønne muffins som blev forberedt, da jeg havde sat de arme riddere i ovnen.

Bacon-æg-toast-muffins.
Til 6 personer. Resten af den pakke hvidt toast kan du passende bruge til dette formål. Du skal bruge
6 skiver toast
6 æg
6 skiver bacon
salt + peber
Smør
Muffinsform 
Først udstikker du en rund brødskive ca. 8 cm i diameter fra hver skive brød. Skiven skæres over og rulles lidt flad med en kagerulle. Så smører du din muffinsform – også selvom det er en slip-let form, for ellers bliver brødet meget tørt.
Så sættes de to halvcirkler ned i hver muffins-hul, med den runde side op og den lige side mod bunden af muffinsformen.
Så steger du de 6 baconskiver, 2 min. på hver side og de skal kun vendes 1 gang – de bliver færdige i ovnen – og lægger baconskiven midt mellem de to brødskiver. Enderne stikker op, men det gør ikke noget!
Ovenpå slår du et æg ud i hver muffinform, salter og pebrer og sætter dem direkte i ovnen ved 180-200 gr. indtil æggehviden er stivnet.

Det blev til den nemmeste ’luksus’ morgenmad dagen efter sådan en festdag, hvor man har fri og bare skal nyde og slappe af.





fredag den 26. december 2014

Jeg er så meget bagud!

med indlæg, jeg ved det.

Jeg har i den grad forsømt blogland, og ikke mindst min juleblog.
Jeg vil dog prøve at indhente det forsømte en smule her i ferien, om ikke andet så til næste års jul.
Men for en gangs skyld er kalenderlyset fulgt helt pænt med nedad.

Kalenderlyset er for engangs skyld fulgt med tiden!

Julen startede faktisk med at jeg pyntede til jul i oktober, og havde komplet juleaftens måltid d. 24. - oktober! Dette til ære for et pengespareprogram på TV2. Hvor meget man rent faktisk kan spare på ikke at smide madrester ud, er utroligt!

Mange tips og ideer kendte vi naturligvis godt, men vi fik ny og god inspiration både af Selina Juul fra 'Stop Spild Af Mad' og kokken på 'Folkets Madhus' Michael Museth som var med i programmet.

Lige efter den rigtige juleaften i onsdags, fik jeg styr på alle mine rester, frøs ned og gemte så jeg ikke kommer til at smide noget brugbart væk, før al næring er vredet ud af det sidste tørre vingeben!

Her tryller kokken Michael vores anderester om til en helt ny ret.

Mens jeg skriver dette, har skrog og grøntsagsrester desuden simret på komfuret i mange timer for at blive forvandlet til en fond eller suppebase jeg kan fryse ned og senere lave suppe af. Ungerne kan meget bedre lide den slags hjemmelavede suppefond fordi den ikke er så salt som alle dem man kan købe.

At man både gør noget godt for verden og for miljøet er en ting som ofte er lidt diffus i ens lille hverdag - men at man samtidig sparer på sine egne penge ved at genbruge flere rester - er en anden, og ikke uvæsentlig ting!

Sløret TVhold i mit køkken
Jeg fjernede dog min Oktober julepynt lige så hurtigt som den var kommet op, for nok er jeg juletosset, der er grænser for hvor længe, selv jeg gider se på det! Så jeg holdt julepyntspause i november og i december startede vi forfra!

- Jeg nåede naturligvis at få besøg af to helt nye bekendtskaber, der måbende måtte have en forklaring på hvorfor jeg havde pyntet op til jul i midten af Oktober. Lidt træls sådan at være tvunget til at skulle afsløre sine tossede sider så tidligt i et nyt bekendtskab, men måske er det bare nemmere at folk starter med at få at vide at man er småskør.


torsdag den 25. december 2014

Glædelig Jul

Nu er juleaften overstået og julefreden kan sænke sig.
Jeg håber at alle har haft en dejlig juleaften og at juledagene vil være rolige og glade og fyldt med stjernestunder og hygge!


søndag den 19. oktober 2014

Det regner…

Og humøret var helt i bund.
Heldigvis kender jeg en kur mod sådan noget efterårs-surmuleri:


Denne kan gøre alle i godt humør!

Og nu er der 65 dage til juleaften!

søndag den 24. august 2014

Pssst...

Der er kun 4 måneder til jul!

Når nu sommeren alligevel har forladt os, så gør det ikke noget når man kan glæde sig til den mørke tid: ild i brændeovnen, varm chai og nye småkager!

Måske mens man samtidig nørkler lidt på kalendergaver og den slags?

Jeg glæder mig i hvert fald!