onsdag den 28. december 2011

Julekagen - Slutning

Kagen var en succes.. Smagte endnu mere vidunderligt end sidste år!

Skønt faktisk - at have en kage som bage smager bedst.. HVERT år!!

fredag den 23. december 2011

Man glæder sig!!

En noget yngre Gårdmand Bjørn glædede sig i den grad til det skulle blive juleaften!



Rigtig glædelig jul!
PS: HVIS I trykker på den video som hedder ballade - når denne her er slut - så får I en anden dogmefilm.. som bonus!!

tirsdag den 20. december 2011

Julekagen - Pyntning

Når kagen har stået i 4-6 uger, og fået sin ugentlige cognac, så skal den pakkes ud og i julestadsen!

Til dette skal der bruges:

Orangemarmelade
Marcipan - gerne en rund plade som er rullet ud!
2 æggehvider
400 gr flormelis
citronsaft

Først rulles marcipanen ud. Hvis altså man ikke har været så heldig at få en rund udrullet plade.
Først skal orangemarmeladen sies, så der ikke er klumper i. Det skal så bruges til den lim som får marcipanen til at sidde fast på kagen, og skal smøres i et tyndt lag over hele kagen - også på siderne.


Så klistres marcipanen på - pas på luftbobler! Glat med en lang flad kniv.

Så skal kagen hvile sig et par timer, ovenpå denne anstrengelse.

Og du kan sætte dig med en kop varm te eller chai, og æde marcipanstumperne - det har du fortjent!

Så laves der en glasur af flormelis, citronsaft og de 2 æggehvider, som i øvrigt ikke kan fås pasteuriserede i Frankrig, så vi lever bare livet lidt mere spændende end i Danmark.


Denne glasur smøres ud over kagen med en varm kniv (dyp den i meget varmt vand og tør den af)
Man kan jo lege med glasuren og en tyllepose alt efter evner udi det kagekreative.

Så kan man derefter pynte med diverse ting og sager - bånd, perler, kristtjørn og andet kagepynt. Jeg plejer også at skrive årstallet med frugtfarve.


Det er lidt ligemeget - det er meget sjældent at glasuren bliver helt spist, den er skrigende sød og kagen er såmænd nok i sig selv, så man kan også bare vælge at servere den helt uden pynt og andet lir, men det hører ligesom lidt med til alt det andet.


Rigtig god fornøjelse - den er nemlig alt besværet værd.

søndag den 18. december 2011

Nedtælling så småt..

Ja, jeg ved da godt at det ikke er alle som har juleferie nu. Det er også første gang i mange år at det sker for mig!

Derfor er det godt at have en sidste planlægningsrunde - har du styr på det hele?
Det som mangler, skriv det ned og få det ud af systemet.

Enten kan du tage et par stykker af opgaverne fra din liste om dagen, eller også gøre det hele på en gang, hvis du orker det.

Men husk at bruge tid til at nyde.

Jeg sætter mig ofte og nyder synet af vores juletræ - som godt nok er lille - men som dufter af jul og forventning.


Vi fik vores juletræ tidligere end vi nogensinde har haft før. Sidste år var vi heller ikke hjemme til jul og vi fik faktisk slet ikke noget juletræ.

Så for ligesom at kompensere for denne traumatiserende juletræsmangel, anskaffede vi os årets juletræ allerede for 10 dage siden til alles store glæde!

Der er dog ikke kommet lys på endnu - det må vente til vi er tilbage igen efter vores juleweekend!

Men så skal det også tændes og nydes!

fredag den 16. december 2011

Den der julekage - del 2 - midtvejs

Eller midtvejs er måske så meget sagt, den er jo snart ved at være klar.

Den skal have sin cognac hver uge - men den må ikke have fået noget at drikke i de sidste to dage før den skal i festtøjet!

Så det er nok på tide at begynde at købe følgende:

God marcipan - der skal være nok til at det kan dække kagen i et tyndt lag. Hele vejen rundt - også på siderne.
Flormelis - du skal bruge 400 gr.
2 æggehvider - hvis du kan få pasteuriserede er det nok bedst, men bor du i et land som ikke har salmonellaforskrækkelse må du nøjes med de almindelige..
Orangemarmelade - eller anden gul marmelade/gele
Små pynteting, bånd, nisser og lignende!

Disse ting skal nemlig bruges til at få kagen til at se fin ud!

torsdag den 15. december 2011

Julestemninger

Kender I det - at der skal noget helt specielt til før I tænker, SÅ nu er det simpelthen bare jul!

For mig er det "noget" juleevangeliet.

Når man er til juleafslutning med skolen og samtidigt skal prøve ikke at tude af rørelse over at ens yngste er blevet til Ærkeenglen Gabriel i dagens anledning, så er det jul så såre præsten siger ordene: Det skete i de dage.. så er det simpelthen bare jul..



Næsten, altså - nu skal vi bare lige have juleferie i morgen!

søndag den 11. december 2011

Konfekt

Konfekt er jo heller ikke noget man behøver sætte en hel dag af til - det kan man naturligvis godt gøre hvis man har lyst - men tiden mangler tit!

Så er det nemt at smelte lidt chokolade, rulle noget blød nougat ind i noget marcipan og - et marcipanbrød er lavet!



De små runde kamelklatter er marcipankugler som er trykket flade, overtrukket med chokolade og drysset med diverse pynt!

torsdag den 8. december 2011

Julestress

Jeg hører så tit om folk som får julestress. Og jeg må indrømme - jeg forstår det ikke helt.

Jeg tror ikke at det er julen som stresser, det er nok snarere at mange har for høje og for urealistiske forventninger til sig selv eller omgivelserne. I mine øjne i hvert fald.

Man skulle jo gerne kun bage småkager hvis man har lyst, skrive julekort hvis man har lyst og så fremdeles. Og hvis man ikke har lyst findes der mange andre muligheder. Man kan enten lade være eller købe sig fra det, og det behøver ikke at koste en bondegård.

Men hvis man nu har lyst, så kan man med få hjælpemidler styre udenom flaskehalse som forhindrer én i at tage den med ro. Man kan lave mad på forhånd, man kan starte med at lave/skrive sine julekort i november, bare bage en slags småkager og lave en småkagebytteaften.

Skrive ned, og gemme sine planer, så man ved hvad der fungerer for ens familie.



Og sidst men ikke mindst, få styr på hvad hver især forventer af julen. Hvornår er det jul, hvor og med hvem. Der sker så mange ting i ens liv, flytninger, skilsmisser og det som er værre, så det er rart at vide hvad julen er for en størrelse før man står overfor sådan en udfordring.

Det er nemlig ofte svært at holde en hyggelig jul, hvis man har vidt forskellige forventninger til hvordan det skal foregå.

Lige i år er jeg rigtigt meget glad for at jeg har fulgt mine egne gode råd, for almindelige, men stressende genvordigheder i form af usikkerhed for fremtiden, arbejdsløshed, ændring af planer osv. har nemlig gjort at jeg har 10.000 andre ting at tage mig af lige nu.

Men det er ligemeget, for jeg er nemlig klar - jeg er helt med på alle niveauer.
Julekortene er sendt, fryseren er heldigvis fuld af mad, jeg kan lave gløgg når det passer mig, julekagen venter på at blive pyntet og der er styr på en stor del af julegaverne.

Jeg har endda lavet en portion finskbrød.

Og på grund af min julebog, har jeg nu tid til at pleje familien, mig selv, og mine stressede tanker, uden at det går ud over det, vi gerne vil med vores jul.

Jeg er ikke engang nervøs for alt det jeg skal nå, for jeg har opskrifter, indkøbslister og tidsplaner helt klar.

Og det er lige præcis det julebogen skal bruges til - at undgå stress!

onsdag den 7. december 2011

Finskbrød

Jeg fik lige lyst til at starte noget julebag - og det tog mig faktisk under en time at lave en stor kagedåsefuld Finskbrød.

Opskriften er nem:

250 gr smør
350 gr mel
125 gr sukker

Bland mel og sukker og bland smørret i. Så laver du fingertykke pølser som skæres ud i 3 cm. stykker.


Disse stykker fladgøres på en bageplade, pensles med æg og drysses med perlesukker og evt. lidt mandel splitter.
De bages i 8 minutter ved 200 grader.


Og ligesom med frysermad, kan man få 3-4 forskellige slags småkager hvis man bager en gang om ugen - fra nu af op til jul!

tirsdag den 6. december 2011

Lyskæder og andet tingeltangel

Hjemme i Danmark, boede vi i nærheden af en udendørs lysguirlande som aldrig blev taget ned. Stikket blev blot trukket ud når det ikke var vinter mere.
Denne guirlande.. ligner en siddende elefant og er meget grim.

Der var også andre med skærende blinkende lyserødt og lyseblåt lys. Helt aldeles afskyeligt. Eller en brønd med halogenblå istapper omkring. GYS.

Men det er intet imod de rædsler vi er stødt på hernede.

Indimellem tager vi bilen og kører en aftentur på jagt efter grimme lysdekorationer. Og jeg skal lige love for at vi fik syn for sagen i går.

Vi blev simpelthen nødt til at stoppe og spørge om vi måtte tage et billede. Ungerne grinte så meget at de næsten ikke kunne stå på benene.

Men det VAR også imponerende..

mandag den 5. december 2011

Juleklub

Ja at være medlem af en juleklub - det lyder vel ikke helt tosset for en julefreak?

Men det er jeg naturligvis. Og årets clou er når vi trækker hemmeligt lod om hvem der skal give gaver til hvem.

Man får et navn på en person man skal forkæle for et fastlagt beløb. Personen aner ikke noget om det.
Det er SÅ hyggeligt at finde gaver til en som ikke ved det! Og man kan gå og glæde sig til at nogen et sted ude i verden - skal åbne en pakke fra mig - juleaften!

Men det sjoveste er jo altså at få sin egen pakke. Min kom i fredags!

I år var jeg så heldig at der også var før-julehygge-ting i pakken, udover min gave som artigt er lagt væk - det hele sendt til mig, fra en hemmelig nisse jeg ikke kender!



Og altså.. Jeg fik blandt andet denne søde kop med indbygget bjælde - ikke et øje tørt - en krukke med te og en fyldt kagedåse. Kagedåsen er nu knapt så fyldt, for de der ingefærkager smagte sindssygt godt.
Koppen er naturligvis også i brug! Så nu kan jeg jingle hver gang jeg tager en slurk te, for at fjerne smagen fra frimærkerne!

Og når koppen ikke er så fuld mere kan jeg spille melodier på den.. Sådan lidt i hvert fald.

søndag den 4. december 2011

Julepost

Jeg er færdig med mine julekort. Jeg har ikke skrevet så mange, det er blevet til 26 - foreløbigt.
Jeg startede med at lave dem lige efter efterårsferien. Når jeg havde tid og lyst til at lave kort - oftest mens børnene lavede lektier og jeg alligevel skulle være i nærheden, uden at skulle være "på" hele tiden.

Dernæst har jeg skrevet et par stykker hver eller hver anden dag. Og nu er jeg altså færdig.



Men det holdt hårdt - for hold da lige helt op - hvor smager sådan noget lim forfærdeligt dårligt.

Og man skal gerne blive ved med at tale når man slikker på kuverter - ellers klistrer munden helt sammen og man er fortabt.

For slet ikke at tale om frimærkerne.

Til almindelig post i Frankrig, findes frimærker i klistermærkeform - yderst smart og meget anvendeligt. Men så snart det skal til det store udland, det være sig Danmark eller endnu længere væk, er vi tilbage ved frimærker med dårlig smag.

Hvis de så i det mindste smagte af pebermynte eller lakrids.. Men det gør de ikke..

Hvorom alting er - de er alle lavet, skrevet og frankerede, lige klar til at putte i postkassen. Og jeg har bællet te lige siden, for at fjerne den grimme smag!

lørdag den 3. december 2011

Kalenderlys

Det er der gået lidt ged i. Som hvert år - er jeg fristet til at sige.


Men jeg har i det mindste et.
Først skal man have det tændt i fire dage, for overhovedet at nå ned TIL 1-tallet.

Dernæst ville jeg lige fjerne noget overskydende stearin, og se så hvad der skete. 2-tallet forsvandt under kaskader af stearin - og jeg kan ikke forsværge at der ikke også har været 9årige eller 12årige fingre involverede i nedsmeltningen.

I hvert fald, der er et kalenderlys og det er på vej nedad. Og tættere på juuuul!

fredag den 2. december 2011

Mandler, mandelgaver & Co.

I vores familie spiser vi risengrød enten til morgenmad eller til frokost juleaftensdag, så er bunden ligesom lagt og man kan holde sig uden de store problemer til aftensmaden, også selvom det måske er lidt senere end det plejer.

Men det gode ved dette her, er at så er der to muligheder for at få en mandel, og det er man jo nødt til når man er så mange som vi er, ellers er der altså meget små chancer for at få en mandel - og tilhørende mandelgave!



Men det er alligevel lidt for få muligheder for at få en ekstra gave, så for et par år siden, tog vi en ny tradition til os. Det var søde Helle som fortalte om sin tradition, det lød som en fantastisk god idé, så den greb vi med kyshånd og gjorde til vores egen!

Det handler om et lille lys.



Et lille lagkagelys. Ud for hver tallerken, ved siden af glas og servietter, står der et lille lagkagelys.

Vi har prøvet mange muligheder for at få dem til at sidde fast: små lerklumper, eller - hvad der faktisk virkede bedst - rå kartoffelskiver i stjerneform, pakket ind i sølvpapir.

Og når hovedretten er spist, og man bliver nødt til at slå mave lidt, for overhovedet at kunne få plads til ris a l'amanden, så tænder man sit lys, alle på samme tid, og mens det roligt brænder ned, skiftes man til at fortælle om det bedste der er sket i årets løb, bordet rundt.

Den, hvis flamme går sidst ud, har vundet lysgaven!

Der kommer ro over hele affæren, man glemmer en kort stund at træet venter, og det er pragtfuldt at skulle tænke tilbage på året der gik, og finde det positive.

Tusind tak Helle!

torsdag den 1. december 2011

Duft af jul

Det er den første december, det er officielt lovligt - ude i den store verden - at begynde juleforberedelser, høre julesange, pynte op og bare glæde sig.


Jeg har for en gangs skyld masser af tid i år - heldigvis - og jeg nyder det intenst. I går lavede jeg og Prinsessen appelsiner med nelliker. Hele dagen har vi nydt duften og de smukke glade farver har glødet i frugtskålen.

Men der har været år hvor jeg har haft så travlt, at julepyntning først begyndte d. 23 december.

Hvis der er så travlt, at man knap nok har tid til at købe et juletræ, og julestemningen bare ikke har indfundet sig - kan man hurtigt og billigt pynte en appelsin med nelliker.

Det dufter skønt af jul, og er i det mindste er skridt på vejen.

Glædelig første december til alle!