tirsdag den 15. november 2011

Calissons d’Aix

Calissons er også en af de tretten som man ikke kommer udenom og som altid er at finde på bordet med de tre duge!
Da jeg stort set altid har calissons i huset - ligesom jeg altid har mini Anthon Berg marcipanbrød - har jeg aldrig prøvet at lave dem selv.

Men skulle du være nysgerrig, og hvis de ikke er til at opdrive hvor du bor - så prøv at lav dem selv.




Calissons d’Aix (30 stk.)

250 gr. Mandelmel
250 gr. Flormelis
2 spsk. Orangeessens / Eau de fleur d’oranger
500 gr. kandiseret melon
50 gr kandiserede appelsinskaller
Spiseligt papir.. (Jeg sværger - det hedder det på dansk)

Glasur:
Citronsaft
150 gr. Flormelis

Bland mandelmel, flormelis og eau de fleur d’oranger i en gryde og kog det ved svag varme til blandingen bliver tør og ikke klistrer mere.
Blend de kandiserede frugter grundigt med mandelblandingen til det bliver en ensartet masse uden klumper.
Læg dit spiselige papir på en bageplade og sæt en 1 cm. kant på. Evt. med sammenfoldet sølvpapir.
Spred blandingen ud på papiret og glat med en fugtig dejskraber.

Det skal nu hvile i 48 timer et køligt og tørt sted.

Efter 48 timer skal glasuren blandes og smøres på. Glat med en fugtig varm kniv. Lad det derpå tørre 1 time.
Så skal de skæres ud. Hvis du kan få fat i en bladformet udstikker så brug den, ellers bare skær dem ud til romber.
Sæt dem på en bageplade og giv dem 5 minutter i en forvarmet ovn på 130 grader, så glasuren kan tørre helt uden at få farve.
Serveres helt kolde.
Opbevares i en lufttæt dåse!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Sig noget - så bliver jeg så glad!