onsdag den 14. november 2012

Helenes kalkun

And eller Kalkun
Det er den evige kamp her i huset. Skal vi have and eller kalkun juleaften.

Herren i huset kan nemlig ikke lide and.
Eller jo, han kan godt lide and, men kun på fransk. Og selvom jeg elsker and på alle sprog, og gerne kunne spise det lidt oftere end 1-2 gange årligt, så får jeg dog min and med hele svineriet - her ville det nok være på sin plads at sige rapperiet - en gang om året, nemlig til Mortens Aften.

Han hed forresten slet ikke Morten, men Martin og det var slet ikke ænder men derimod gæs der forrådte ham (Martin af Tours) da han ikke gad at være biskop og gemte sig hos gæssene, engang for længe siden.

Ligemeget, nu spiser vi ænder for at hævne ham.

Som en slags generalprøve på juleaften.

Hvis man altså skal have and.

Hvad vi efter normale omstændigheder skulle have haft i år. Men så holdt vi to eksil-jule og det endte med en kategorisk andesteg begge år, det der med flertalsdemokrati I ved nok.

Og nu skulle vi efter den normale plan have and, men jeg har forbarmet mig over ham og er gået med til en kalkun. Han ved det bare ikke endnu!

Men altså, det skal være Helenes kalkun. Fordi Helene siger at hendes kalkun ikke bliver tør.

Det skal komme an på en prøve, skal det! Og hun skylder en flaske kirsebærvin hvis det ikke holder!

Helenes Kalkun.
10-12 portioner

1 udbenet kalkun på 5 kg i oprindelig vægt
2-3 skiver fersk spæk
2 spsk. citronsaft

Fars:
4 skiver franskbrød
2-3 dl. fløde
300 gr. hakket flæsk
1 løg
stødt salvie
1-2 æg

200 gr. smør til pensling
5 dl bouillon

1 sød dansk kirsebærvin ad libitum til kokken.

Skær en lille revne i skindet og løsn skindet lidt omkring brystkødet, så der kommer en lille lomme, der glider du så spækken ind og lukker igen med kødnåle eller tandstikker. Gnid kalkunen med salt og citronsaft.

Lav farsen og pak farsen ind i den udbenede kalkun. Luk med kødnåle eller sy den sammen. (ret dramatisk synes jeg nok) Men altså!

Læg kalkunen på en rist og hav en bradepande stående lige under. Brun kalkunen 250 grader i ca. 30 min. Den skal ikke vendes, for så drysser al farsen ud. Sænk varmen, hæld bouillonen i bradepanden og steg videre i ca. 2 timer til kalkunen har en temperatur på 80-85 grader. SÅ er den i hvert fald gennemstegt.

Husk at smøre kalkunen med smør jævnligt under hele stegetiden! Og er 200 gram smør ikke nok - så brug endelig noget mere!

Helenes kalkun fra en forgangen jul - tak for lån af billedet!

Saucen laves med stegeskyen og lidt fløde. Jeg bruger også altid en klat rød gelé og kulør til.

Jeg glæder mig meget til min Helenes kalkun i år, den kan da umuligt blive tør med alt det smør!


6 kommentarer:

  1. Fyldet er vigtigt for at kalkunen ikke bliver tør ...

    Det år min mor var sengeliggende, overtog jeg den der kalkun stegning.
    Jeg lavede fyld udfra Gordon Ramsays opskrift ... næsten ... men kan jeg huske den nu? nej det kan jeg så ikke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg overtog AL julemad for mange år siden, fordi min mor er præst og hun arbejder ligesom juleaften! Og juledag og alle de andre helligdage.. Så jeg blev altså smidt lidt ud i det!

      Men ja det er vel farsen som gør det. Sig endelig til hvis du kommer på Ramsays opskrift!!

      Slet
  2. Og her spiser vi flæskesteg, det er vi begge opvokset med :-) Og da vi selv havde grise, blev jeg blot bedt om, af vores børn, ikke at servere flæskesteg i de sidste måneder op til jul, for så kunne de bedre glæde sig til juleaftensmaden :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi får skam også flæskesteg! Mums!!
      Og ja man skal kunne glæde sig til julemad!

      Slet
  3. Altså JEG har lært at det er ikke det man spiser mellem d. 24.12 og d. 31.12 der feder - men derimod alt det man spiser mellem d. 01.01 og d. 23.12 - det feder meget mere!!

    Og det er jo nok rigtigt!

    SvarSlet
  4. Hej, leder du efter et gældskonsolideringslån, usikrede lån, erhvervslån, realkreditlån, billån, studielån, personlige lån, risikovillig kapital osv.! Jeg er en privat långiver, jeg yder lån til virksomheder og privatpersoner med en lav og rimelig rente på 2%. E-mail til: christywalton355@gmail.com

    SvarSlet

Sig noget - så bliver jeg så glad!