torsdag den 22. oktober 2015

Røde Kors Julevenner

Røde Kors har et formidabelt tiltag.

Julevenner!

Man tilmelder sig på deres hjemmeside, lige HER, dog først efter d.15 november 2015, og bliver så matchet alt efter postnummer og forskellige ønsker.
Vi prøvede sidste år, og gør det bestemt igen i år!

Det tog lidt tid at turde at trykke på "Tilmeld". Hvem vidste hvad vi ville ende med? Hvad nu hvis det var blodtørstige eller tyveknægte eller folk der ikke brød sig om jul. Gys!
Tankerne og betænkelighederne var mange.
Vi beroligede dog os selv med at hvis de var blodtørstige eller tyveknægte, eller måske begge dele, så havde vi First Man til at give dem buksevand, og desuden ville folk der ikke brød sig om jul, vel ikke søge om at fejre jul sammen med andre.

Men vi gjorde det, og fik et match da vi nærmede os jul. Spændende!

Da vi var værter, tog vi kontakt til vores julegæst og inviterede først til en uformel kop kaffe et par dage før juleaften, så det store - og måske - akavede øjeblik kunne undgås, i og med vi så havde set hinanden før.
Desuden kunne vi så også lige få snakket om mad, drikke, gaver og alle den slags lidt kildne ting, så der ikke ville være store overraskelser på selve juleaften.

Vi var meget heldige, kemien passede fint, både snak og latter gik lystigt, og der var ingen nervøsitet at spore, hverken hos gæsten eller os, da vi åbnede døren for at byde velkommen til vores - nu fælles - juleaften, og vi havde en fantastisk aften!

Det var så fin en måde at undgå at nogen skulle sidde alene når de nu ikke havde lyst til det og jeg kan varmt anbefale det.

Jeg håber virkelig at mange flere vil melde sig til næste år.

Både som vært men så sandelig også som gæst.
Det var nemlig sådan at der sidste år var 3 gange så mange værter som gæster - heldigvis at det ikke er omvendt - men måske er det tegn på at det sværere at turde fortælle at man er alene, og helst ikke ville være det, end det er at ville dele ud af sin juleaften.

Der er ingen regler for hvordan det skal foregå - det er en juleaften som det plejer - blot har man en gæst mere. Eller måske flere gæster. Vi modtog den fineste og lækreste kurv med indhold til hele familien, og den Bimbi fik byens allerstørste kødben.



Vel er det da et sats, det er det jo for begge parter, men hvis man er lidt åben for både at dele ud og modtage, samt husker at det er smart lige at få vendt de ting der er vigtige vedrørende ens jul, så går det jo nok!
Bare der ikke er nogen som skal sidde alene, hvis ikke de har lyst til det!

Så meld jer endelig til, både som gæster og værter!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Sig noget - så bliver jeg så glad!