Viser opslag med etiketten Julepynt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Julepynt. Vis alle opslag

tirsdag den 20. oktober 2015

Tidligt op

Jeg plejer ikke at stå tidligt op søndag morgen.
Ikke at jeg snuer den halve dag, jeg er da som regel oppe og i gang før 9, men at stå op 7:30 en søndag er ikke noget jeg gør så tit.

Det er meget få ting som kan få mig op så tidligt, men lige præcis i søndags var det en af de få ting som gjorde at jeg fumlende kom i tøjet før kl.8.

Rema1000 havde nemlig et særtilbud på dette års Georg Jensen juledims. Og jeg var godt klar over to ting:
1. At de nok ikke ville have flere kasser stående.
2. At der nok ikke ville være flere tilbage i løbet af ugen.

Så da jeg entrerede en af de lokale Rema'er søndag morgen lidt efter åbningstid, var alle odds på min side.

Jeg forlod da også butikken igen, inklusive morgenbrød, julepapir og GJ juledims - som i øvrigt er rigtig sød - og et umiskendeligt "nu-er-det-snart-tilladt-at-være-i-julehumør" humør.

Senere fik jeg besøg af min mor som jamrede højlydt over vejret.
Som, indrømmet, bestemt ikke er noget at råbe hurra for, men det er der jo så meget andet der er i stedet.
Som for eks. at sidde og drikke te, høre Tchaikovskis Nøddeknækker, grine og lave julestjerner.

Så det gjorde vi!

Georg Jensen juledims 2015
 
Mens jeg glædede mig enormt over at være stået tidligt op en grå søndag i oktober!

onsdag den 7. november 2012

Juletræ

Vi har som et minimum tre juletræer.

Først er der det lille plastikjuletræ, med en masse guldpynt på og en elektrisk lyskæde. Det står og lyser op i stuen hele december og gør mig glad helt ind i leveren.

Så har vi et som står udenfor. Der er også elektrisk lyskæde i, det ville ellers være flot med levende lys, men jeg er svært bange for at de ville blive blæst ud konstant. Det står også og hygger udenfor i december.

Til sidst er der det rigtige juletræ, ikke at de andre er forkerte, men det som gaverne skal ligge under, juleaften, og det er naturligvis indendørs. Det bliver nøje udvalgt blandt så mange andre, og andægtigt fældet og varsomt båret hjem.



Først står det på terrassen, i en gulvspand med vand. Ja.. Det er præcis som med afskårne blomster, et juletræ skal have vand, så holder det sig bedre og drysser meget mindre. Efter et par dage rykker træet ind i garagen. Og så ind i bryggerset og tilsidst ind i stuen.

Juletræer er sarte.
Hvis de bliver båret direkte fra frostgraderne og ind i en brændeovnsopvarmet skoldhed stue, så holder træet et par dage, vand eller ej, før det begynder at drysse.

Men altså, når træet endelig rammer stuen, så er det jo også lige ved at være oppe over!

Og så skal det pyntes!


torsdag den 1. december 2011

Duft af jul

Det er den første december, det er officielt lovligt - ude i den store verden - at begynde juleforberedelser, høre julesange, pynte op og bare glæde sig.


Jeg har for en gangs skyld masser af tid i år - heldigvis - og jeg nyder det intenst. I går lavede jeg og Prinsessen appelsiner med nelliker. Hele dagen har vi nydt duften og de smukke glade farver har glødet i frugtskålen.

Men der har været år hvor jeg har haft så travlt, at julepyntning først begyndte d. 23 december.

Hvis der er så travlt, at man knap nok har tid til at købe et juletræ, og julestemningen bare ikke har indfundet sig - kan man hurtigt og billigt pynte en appelsin med nelliker.

Det dufter skønt af jul, og er i det mindste er skridt på vejen.

Glædelig første december til alle!