søndag den 24. juni 2018


Pssst - jeg vil bare lige sige:


Jeg har fået lov til at låne billedet her hos disse søde gutter - de har i øvrigt en masse sjove ting!

fredag den 4. december 2015

Venindegaver

Eller måske er du som mig og laver julegaver til dine kolleger?
Eller naboer?
I hvert fald har jeg i år lavet flere forskellige hjemmelavede gaver klar til veninder, kolleger og naboer!

Blandt andet lavede jeg noget badesalt. Det var super nemt.
Hjemmelavet badesalt
Du skal bruge:
Små glas fra Tiger eller Netto eller et andet sted.
Almindeligt havsalt.
Epsom salt som kan fås i forskellige helsekost butikker eller i enkelte tilfælde hos Matas.
Æterisk duftolie. Jeg har flere forskellige fra "Urtegården". Her brugte jeg Bergamotte duft.
Et par dråber frugtfarve, hvis du vil have lidt kulør på.

De to slags salt blandes godt. Halvt af hver. Dryp et par dråber æterisk olie i og et par dråber frugtfarve.

Så blev det hældt på glas og de blev lukket tæt til og kan foræres væk til dem som fortjener en lille lækker pause. Det er lige meget om man har badekar, man kan sagtens nøjes med en balje og bruge det til et fodbad!

Med lavendel
Jeg lavede også nogle med lavendel. Jeg brugte samme opskrift som til den grønne, bortset fra at jeg også tilsatte lidt ægte tørret lavendel fra haven.

Det var sjovt og nemt og billigt. Og jeg er sikker på at de vil vække lykke!

tirsdag den 27. oktober 2015

Dette års julekage.

Jeg er så småt ved at tænker over årets julekage. Der skal snart købes ind til den så den kan stå og sjuppe i sin cognac.

Sidste år kom jeg også tranebær i frugtblandingen. Det kunne næsten ikke smages.

I år har jeg - stadig - lyst til noget nyt, så jeg regner med at blande 800 gr. appelsinskal og 800 gr. lyse rosiner, for at få en mere appelsinagtig kage.
Jeg er sikker på at den vil smage skønt og måske lidt friskere.
Så længe man ender med 1400 gr. tørret frugt, i små stykker, kan man jo fylde hvilken som helst frugt eller smag i.

Noget af det bedste ved denne kage, er den rå dej. Det smager så ubeskriveligt godt, så man burde fløjte hele tiden, for ikke at ende med at spise mindst en kvart liter dej, inden man når at få den i ovnen.

Pynten volder mig faktisk kvaler, hvert evige eneste år.
Jeg er aldeles fantasiforladt når det kommer til kagepyntning og jeg skal passe meget på ikke at ende med en identisk pynt år efter år.
Og så er jeg bestemt ikke den store kunstner udi fondant, hvilket gør det lidt besværligt. Mine fondant kager ender altid med at se en anelse 5 årige ud.

Heldigvis kan man få en masse gode ideer på Pinterest og nettet i det hele taget. Så jeg finder nok noget jeg kan bruge!
Jeg vil bare gerne have nogle nye ideer.

Hvad pynter I med?

torsdag den 22. oktober 2015

Røde Kors Julevenner

Røde Kors har et formidabelt tiltag.

Julevenner!

Man tilmelder sig på deres hjemmeside, lige HER, dog først efter d.15 november 2015, og bliver så matchet alt efter postnummer og forskellige ønsker.
Vi prøvede sidste år, og gør det bestemt igen i år!

Det tog lidt tid at turde at trykke på "Tilmeld". Hvem vidste hvad vi ville ende med? Hvad nu hvis det var blodtørstige eller tyveknægte eller folk der ikke brød sig om jul. Gys!
Tankerne og betænkelighederne var mange.
Vi beroligede dog os selv med at hvis de var blodtørstige eller tyveknægte, eller måske begge dele, så havde vi First Man til at give dem buksevand, og desuden ville folk der ikke brød sig om jul, vel ikke søge om at fejre jul sammen med andre.

Men vi gjorde det, og fik et match da vi nærmede os jul. Spændende!

Da vi var værter, tog vi kontakt til vores julegæst og inviterede først til en uformel kop kaffe et par dage før juleaften, så det store - og måske - akavede øjeblik kunne undgås, i og med vi så havde set hinanden før.
Desuden kunne vi så også lige få snakket om mad, drikke, gaver og alle den slags lidt kildne ting, så der ikke ville være store overraskelser på selve juleaften.

Vi var meget heldige, kemien passede fint, både snak og latter gik lystigt, og der var ingen nervøsitet at spore, hverken hos gæsten eller os, da vi åbnede døren for at byde velkommen til vores - nu fælles - juleaften, og vi havde en fantastisk aften!

Det var så fin en måde at undgå at nogen skulle sidde alene når de nu ikke havde lyst til det og jeg kan varmt anbefale det.

Jeg håber virkelig at mange flere vil melde sig til næste år.

Både som vært men så sandelig også som gæst.
Det var nemlig sådan at der sidste år var 3 gange så mange værter som gæster - heldigvis at det ikke er omvendt - men måske er det tegn på at det sværere at turde fortælle at man er alene, og helst ikke ville være det, end det er at ville dele ud af sin juleaften.

Der er ingen regler for hvordan det skal foregå - det er en juleaften som det plejer - blot har man en gæst mere. Eller måske flere gæster. Vi modtog den fineste og lækreste kurv med indhold til hele familien, og den Bimbi fik byens allerstørste kødben.



Vel er det da et sats, det er det jo for begge parter, men hvis man er lidt åben for både at dele ud og modtage, samt husker at det er smart lige at få vendt de ting der er vigtige vedrørende ens jul, så går det jo nok!
Bare der ikke er nogen som skal sidde alene, hvis ikke de har lyst til det!

Så meld jer endelig til, både som gæster og værter!


tirsdag den 20. oktober 2015

Tidligt op

Jeg plejer ikke at stå tidligt op søndag morgen.
Ikke at jeg snuer den halve dag, jeg er da som regel oppe og i gang før 9, men at stå op 7:30 en søndag er ikke noget jeg gør så tit.

Det er meget få ting som kan få mig op så tidligt, men lige præcis i søndags var det en af de få ting som gjorde at jeg fumlende kom i tøjet før kl.8.

Rema1000 havde nemlig et særtilbud på dette års Georg Jensen juledims. Og jeg var godt klar over to ting:
1. At de nok ikke ville have flere kasser stående.
2. At der nok ikke ville være flere tilbage i løbet af ugen.

Så da jeg entrerede en af de lokale Rema'er søndag morgen lidt efter åbningstid, var alle odds på min side.

Jeg forlod da også butikken igen, inklusive morgenbrød, julepapir og GJ juledims - som i øvrigt er rigtig sød - og et umiskendeligt "nu-er-det-snart-tilladt-at-være-i-julehumør" humør.

Senere fik jeg besøg af min mor som jamrede højlydt over vejret.
Som, indrømmet, bestemt ikke er noget at råbe hurra for, men det er der jo så meget andet der er i stedet.
Som for eks. at sidde og drikke te, høre Tchaikovskis Nøddeknækker, grine og lave julestjerner.

Så det gjorde vi!

Georg Jensen juledims 2015
 
Mens jeg glædede mig enormt over at være stået tidligt op en grå søndag i oktober!

mandag den 19. oktober 2015

Så er det nu!

ja - nemlig lige nu - at du kan starte med at tænke på at lave en portion ekstra mad hver uge, der kan fryses ned, så du har mad til juleferien.

Jeg har nemlig sjældent fri hele juleferien, og jeg orker ikke at skulle tænke på mad, købe ind og organisere når julefreden har - eller gerne skulle have - sænket sig over Møllen på Øen.

På denne måde = Et ekstra måltid mad i fryseren pr. uge indtil 1. december så er den del i hvert fald på plads.
Seks måltider plejer at være rigeligt til de 14 dage, der er jo altid så meget andet man skal, så med de seks måltider, juleaften og alle de julefrokoster, nytårsaften og alle resterne ikke at forglemme, så er man dækket ind!



lørdag den 27. december 2014

Morgenmad juledag.

Eller Nytårsdags morgenmad.
Jeg ved ikke med jer, men jeg har det sådan at jeg gerne vil have ekstra lækker morgenmad juledag eller nytårsdag, men jeg gider ikke stå i køkkenet – og slet ikke alene - i timevis for at fremtrylle kulinariske mesterværker til sådan en ’dagen efter’morgenmads/brunch ting.

Men det tog ikke mere end et par klik på, vores allesammens bedste ven Google, før jeg fandt noget der kunne bruges.

French Toast.
Eller arme riddere i ovn. I en slags luksusudgave. Til 6-8 personer, afhængig af hvor sultne folk er. Du skal bruge:
12 skiver hvidt toastbrød
1,5-2 dl puddersukker
1-2 tsk. kanel
5 æg
1,5 dl mælk
Vanilje – evt.
Smør
Du smører et mindre ildfast fad (ca. 20cmx30cm) med rigeligt smeltet smør.
Så dækker du bunden med 6 skiver toastbrød, og selvom det sikkert er muligt at bruge fuldkorn, så smager det altså bedst med hvidt politisk ukorrekt brød.
Bland så puddersukker med kanel og fordel halvdelen af denne blanding udover de 6 skiver toastbrød. Læg nu endnu 6 skiver toast over de andre og pisk æg med mælk og lidt vanilje, hvis du er til det. Hæld denne blanding udover dine toastskiver og drys med det sidste af puddersukker-kanel blandingen.
Så skal det stå i køleskab, tildækket, natten over. Næste morgen sætter du fadet i ovnen på ca. 180 gr. og bager det – tildækket – i 30 min. Efter 30 min. tager du dit låg/aluminiumsfolie af og lægger en masse små smørklatter på og bager nu videre i 15 min. uden tildækning.
Det er den absolut nemmeste måde at lave french toast, eller arme riddere på sådan en julemorgen. Det smager himmelsk og giver det strejf af lækker morgenmad som jeg så gerne vil have, uden at gide at lave det store for det!

Det var det søde. Jeg er jo ikke helt fordærvet, så noget salt og proteinholdigt skulle der også på bordet.

Og jeg fandt disse skønne muffins som blev forberedt, da jeg havde sat de arme riddere i ovnen.

Bacon-æg-toast-muffins.
Til 6 personer. Resten af den pakke hvidt toast kan du passende bruge til dette formål. Du skal bruge
6 skiver toast
6 æg
6 skiver bacon
salt + peber
Smør
Muffinsform 
Først udstikker du en rund brødskive ca. 8 cm i diameter fra hver skive brød. Skiven skæres over og rulles lidt flad med en kagerulle. Så smører du din muffinsform – også selvom det er en slip-let form, for ellers bliver brødet meget tørt.
Så sættes de to halvcirkler ned i hver muffins-hul, med den runde side op og den lige side mod bunden af muffinsformen.
Så steger du de 6 baconskiver, 2 min. på hver side og de skal kun vendes 1 gang – de bliver færdige i ovnen – og lægger baconskiven midt mellem de to brødskiver. Enderne stikker op, men det gør ikke noget!
Ovenpå slår du et æg ud i hver muffinform, salter og pebrer og sætter dem direkte i ovnen ved 180-200 gr. indtil æggehviden er stivnet.

Det blev til den nemmeste ’luksus’ morgenmad dagen efter sådan en festdag, hvor man har fri og bare skal nyde og slappe af.